torsdag den 14. december 2017

Talepapir, albertinepristalen til Eske K (absolut kladde, skal gøres skriftligt, men nu parkerer jeg lige sagen her...)




Jeg vil begynde med at læse et par digte op. 
I hans digt udgange giver han mig lov til at "transfer" den lille konkrete scene, fra mikro til makro også.
Mandatet ligger i udgange. Fx -tilfældigt valgt- (fra Arenabogen s.162 Påfuglehannen, der beskrives i alle ender og kanter...og så:...Tænk på det, når du ser, de fører sig frem, de store mænd i verden, når de rigtig blæser sig op...).

Det er lidt a la Æsop, der i sine fabler puster i fløjten, når der skiftes fra mikro-billedplanet til makro-moralen ..i øvrigt osse med påfuglen. 
Den beskrives ligesom her  i alle detaljer af skønhed og så ellers makroagtigt i moralen, der vel både handler om nemesis, at man skal ikke komme for godt i gang: du kan sgutte både se pissegodt ud og samtidig synge så herligt.

Eske har den samme bevægelse: først slår vi maskerne op og så gøres i et spring en trøje til os alle.

Jeg vil finde en flok eksempler.  Og så vil jeg bevæge mig over i det om 2 af fysikkens helt konkrete perspektiver. Og dét har jeg vist skrevet om før: 

Om de reelle proportioner i en genstand (res extensa) og så den optiske distances reducering, bruge min egen tag-historie med direkte opmålinger på afstand: en bog på 20 cm i højden forsvinder på det nærmeste på en synsdistance på 25 m.  Jeg kan fremvise det i selve lokalet vi sidder i. Det giver på sin vis to virkeligheder, som eksisterer side om side,  eksisterer samtidigt som mikro-makro-virkeligheder.  For hvis jeg står over for en person og derefter ser ham 30m væk, så ved jeg jo godt at den millimeter mand derhenne er samme person. Og begge dele spiller ind og sammen som helt nærværende i vores fælles historie.


Jeg ved så ikke om jeg finder en 3. måde at anskueliggøre dynamikken i mikroniveauet over for makroniveauet.

æsop'sk og  eske'sk.
Æsop for at gøre menneskene bedre.  At ændre verden (Brandes). Jeg ved ikke om jeg når frem til at finde ud af hvad der det ægte eskesk


             

Jeg vil analogier.
Jeg vil rationalisere. Jeg vil banalisere i en højere sags tjeneste.
Jeg insisterer på at bruge rationelle mekanismer til at belyse digtets bevægelighed. I dag to rationelle og i overensstemmelse med fysikkens mekanikker. Nemlig tingene som de fremtræder i taktil afstand og i på længere distancer ved hjælp af optikkens narrestreger.  Og at disse rationelle kræfter giver ret til en plasticitet, her i synsfeltet.


Vi tager W.C. Williams 

William Carlos Williams i en strofe fra Månens lethed af jasmin

Det hedder:
I de lette farver af morgen skinner sandsten og skifer orange og mørkeblåt.MEN læg mærke til denne stumpe bygnings trykkende vægt! Læg mærke til månens lethed af jasmin. 

Og Eske har et digt, der lyder:

Disse fnug

Disse fnug, disse stjernebilleder af gyldne krummer på gulvet lad dem ligge et øjeblik,
Som skoven ligger ved fjorden, som de hvide muslingeskaller lyser i strandkanten
Som markens grå stubbe prøver at spidde de hastende skygger

Det er hænder det er handsker der glider ind og ud af den samme handske

Vi må fremmedgøre for i samme bevægelse bringe det fremmedgjorte tæt ind til os.

"Fra "I Den Hvide Kube" af Brian O'Doherty, der gjorde dybt indtryk på mig, da jeg læste den for snart mange år siden. Nu får jeg lyst til at læse den igen.


Helt konkret vil jeg tage udgangspunkt i det, jeg lige har oplevet med en genstand (tagrygningsforøgelse) set på afstand (altså optisk udgave) og samtidigt vidende in my mind hvad samme genstands objektive res extensa er i min nærhed.  Og hvilken sproglig kompleksitet/plasticitet over for verden, det så giver.



Jeg husker min mors gamle moster. Moster Sidde. Hun sad og kikkede ind i den 21 tommers sort/hvide skærm. Og en frø fyldte pludselig hele skærmbilledet ud. Og hun udbrød: Jeg vidste ikke, de var så store.  Her gjorde optikken- ved menneskelige indgriben, I know- det modsatte af hvad jeg har talt om:

Her voksede tudsefar til det vilde.

Den normale formindskelse, som er der, når vi går rundt på land og på by og ser en ko 300 m væk. Og den ikke er større end en pis-myre. Vi korrigerer ind ud fra vores erfaring.
Hvis vi går skriftet videre over i det mentale, så arbejder tanken ofte som en samlelinse, der netop samler sig i små terninger   og ikoner, som kan fastholde tanken, der ellers fiser af sted ud i alle retninger. 
Ikonet repræsenterer på trods af mikrostørrelse hele makroen, hele isbjerget, selvom vi kun står med de 10 procent oven vande.     Velan, jeg arbejder videre med sagen.  Sagen som i høj grad omhandler metaforens væsen og metonymets pars-pro-toto-agtighed.
  

 ................................

Engang hvor jeg var blevet sur på Thomas Bredsdorff, velsagtens 25 år siden, kom vi i vores brevudveksling til at berøre begrebet plasticitet. Siden har jeg ofte givet det en tanke. For jeg synes det er en både voldsom og subtil kraft i sproget.

jeg vil nu prøve at nærme mig plasticitet og sprogets dynamik-mulighed.   Sådan helt udefra er talehandlinger et netop et externt aspekt af det, men det lader jeg lige ligge.    
Jeg har sådan en grov kasse af det jeg har valgt at kalde sprogets fordoblinger, eksempelvis det at sproget tilbyder konnotationsmuligheden, en slags kontrabande, der smugles med i det enkelte sproglige udtryk. 

Og det vil jeg prøve at samle til en start i noget jeg vil kalde sprogets deviation, som jeg mener plasticiteten lever af. Og deviationen, som jo normalt bruges om den magnetiske nordpols distance til selve nordpolen, er det store konnotationsfelt, hvor alle mine nævnte begreber befinder sig. Altså jeg opfatter på den måde ironi som en del det konnotative felt.   Og deviationerne mellem det enkelte udtryks pålydende og så dets fulde udblæsning er netop fluktueringen, plasticiteten 
Dobbelttydigheder i form af  pokerfaceagtigt forstillelse i en sætning, hvor der er åbnet for både en naiv og ikke-naiv læsning af hvad "skete der lige her". Pålydende og ikke-pålydende.



  Og hvilken sproglig kompleksitet/plasticitet over for verden, det så giver: at stå med to udgaver den optiske mikro  velvidende at man under kasketten har den reelle faktiske udgave samtidigt.  Det giver nogle ideer om bevidsthedens plasticitet, når der sakses frem og tilbage mellem disse to, som begge principielt og endda tilhører den fysiske verden. Deviationen mellem de to giver en fluktureren.  Og min idé er at der internt i sproget findes en række deviationer, som jeg plejer at kalde fordoblinger, hvoraf der er dels explicitte og dels implicitte
 Og de giver alle en form for siksakken frem og tilbage, for ironiens vedkommende: en fisen frem og tilbage mellem pålydende og det reelle afkodede facit.     

En anden bevidsthedsmæssig plasticitet der falder helt uden for systemet her er den velkendte: du må ikke tænke på fx en skotskternet banan....og så vil man lige nøjagtig ikke kunne unddrage sig billedet
  

 Andre fordoblinger er helt externt: løgnen, manipulationen, fortielsen undsoweiter. Og en masse mellemformer, den usandhed, der er selve rollespillet, hvor gamet er sådan, at løgnen er en del af realiteterne  (Ejler og jeg har skrevet en længere artikel på Morgenrøden.dk om nogle af disse fordoblinger). Det var sådan de mere externe.      Og nu fortsætter jeg så lidt med de mere implicitte, subtile. Og det vil jeg prøve at samle til en start i noget jeg vil kalde sprogets deviation, som jeg mener plasticiteten lever af. Og deviationen, som jo normalt bruges om den magnetiske nordpols distance til selve nordpolen, er det store konnotationsfelt, hvor alle mine nævnte begreber befinder sig. Altså jeg opfatter på den måde ironi som en del det konnotative felt.   Og deviationerne mellem det enkelte udtryks pålydende og så dets fulde udblæsning er netop fluktueringen, plasticiteten

Dobbelttydige i form af  pokerfaceagtigt forstillelse i en sætning, hvor der er åbnet for både en naiv og ikke-naiv læsning af hvad "skete der lige her". Pålydende og ikke-pålydende.
ironi
metaforer


metonymer, der jo lever at en makroniveau vegeterer på et mikroniveau

et spil mellem mikro og makroplanet   (håber at finde eksempler, I Eskes digte er der eksempler...altså hvor der i mikroen klart er en bevægelse videre end i det lille billede med en sommerfugl og en lille blå sky.
 


Ingen kommentarer:

Send en kommentar