fredag den 4. marts 2016

To breve, Et fra Louise til blogejeren, som svarer hende




Kære Jakob
Tak for dit brev, jeg har læst det mange gange, og jeg ved ikke helt, hvad jeg skal mene om det. Jeg vælger derfor at lade dine ønsker ligge lidt, før jeg giver dig et svar. Det er mange ting, du beder om, Jakob, det er mange ting, og det tager sin tid. Det tænker jeg nok, at du kan forstå.
Jeg gik en tur til formiddag, mine ben føltes stive, og jeg ved, at det så kun er en tur i det fri, der kan løsne op. Det var overskyet og der hang lidt fugt i luften, men det var lunt, og vind var der ikke noget af. Vinden forsøger jeg som regel at undgå, den har det med at sætte sig i kroppen flere dage efter, som en tyngde, der vender den gale vej.
I dag var der ingen blæst.
Jeg spekulerer af og til på, hvordan dyr husker. Om?Jeg husker da vi var i Schweiz. At Adrian fortalte, at han arbejdede på at genoprette en bestand af brune bjørne, der tidligere havde ynglet i den sydøstlige del af landet. Det lykkedes aldrig, bjørnene fortrak gang på gang fra stedet, selvom Adrian havde gjort alt for at skabe optimale forhold.
Hvad mon i sin tid fik bjørnene til at søge væk, og er det det samme, der gør, at de ikke vil tilbage? Eller kan de mærke, at det hele er menneskets værk, at de er statister i et spil?
Jeg ved det ikke. Man siger, at det er kroppen, der husker, men erindringen, Jakob, findes den ikke også udenfor?
Og er det mon det samme for dyr og mennesker?
Nogen gange, særligt om natten, når jeg ser på jorden ude fra rummet, synes jeg, at den ligner øjet på en fugl i bur. Efter gåturen i dag er jeg dog kommet i tvivl: hvem er fugl, og hvad er bur.
Åh Jakob, jeg vrøvler, jeg ved det godt. Måske sørger jeg bare for, at der er noget “left for the doctor to cure”.
Kommer du snart og besøger mig, Jakob, så vi kan prøve vores nye stykke?
Kærlige tanker fra Rosa.
 (//ksn)
Kære Rosa.
Uansethvad så bliver jeg ved med at kalde dig Jochun.
Det bliver bare lige nogle få linjer om ingenting.
Jeg har ikke fået lavet en disse i dag.  Jeg har lavet det, som var nødvendigt omkring huset. Vi har fået malet stuen.  Så der skulle nogle andre billeder op. Altså gik jeg i gang med at sætte nogle andre i de skifterammer, vi har.
Så ordnede jeg en ovnglaslåge, fjernede misfarvninger.  Så gad jeg ikke cykle for at få motion. Derfor tog jeg græsplænen(for at få motion) og klippede den for første gang i år. Tog græsplænen?
Så skrev jeg lidt i en længere smørre på en FB-diskussionslinje. En gut, en fuldvoksen gut, skrev om poesi. Poesi og humor og Højholt. Og han ville tage temperaturen på digte ud fra, om der var metaforer, altså en metafordetektor skulle anskaffes.
 Og desuden var han på vej til at skille Højholt fra poesien, da han “var mere humorist end lyriker” Ogsåvidre.//Fuglen kvidre.
Tænk, hvis man tog de forskellige stilelementer og brugte dem som detektorer for at tjekke ordenes vægt.
Dette brev undgår berøring mellem to ting, der ikke berører hinanden.  Ligesom en 7-tabel, Jochun.
Den påstår godt nok, at der måske er 7 bjørne lige dér.
Men bjørnen er bjørn, og 7 er 7. Men vi må leve med at gøre det sådan, sådan en slags mekanisering.
Tallene metaforiserer. Praktisk, naturligvis..
 Du kender det berømte Højholtdigt med solsorten, der flyver tilbage til naturen.
               naturen/“naturen” 
                
 Den tydelige solsort : En solsort — kom flyvende — inde fra tågen — den sidder her endnu — og synger i en våd bjergfyr — om lidt flyver den tilbage — til naturen. 
(efter hukommelsen)
Det var ret interessant for mig, det om bjørnene i Schweitz.
Kunne sommetider have lyst til at notere alle mine irritationer som lyde eller farver eller i et tredje medie. 
The following two tabs change content below.

Louise Juhl & Knud Steffen Nielsen

Knud Steffen Nielsen & Louise Juhl er ikke det samme menneske. De har skrevet et digt sammen. Eller også er det en korrespondance.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar