Knud Steffen Nielsen har inviteret gæstepoeter til fredagsdigtet. I denne uge er gæstepoeten Inge Pedersen.
AT STIKKE ET BREV I EN POSTKASSE
Det er mandag morgen, der er gået en uge siden Bjørn var her, og når jeg stikker en hånd ind mellem de to øverste knapper i min regnfrakke, kan jeg mærke brevet. Det er tyndt, med skarpe hjørner. Det sidder inde under blusen tæt ved mit hjerte, og hver gang jeg bevæger mig, for hvert skridt jeg tager ned gennem de smalle gader på vej til postkassen, stikker det i mig: At jeg er alene. At i går var det søndag, og se hvilken mild efterårssol, se hvilke tusindfarvede træer der kunne have svævet gennem luften. Men gråt i gråt, de svævede ikke, de sidste blade var faldet, det blæste og regnede ligesom i dag.
Da jeg for lidt siden lukkede gadedøren efter mig og gik ned ad den mørke vej, fik jeg øje på gløden af en cigaret inde mellem træerne. Naboen stod og røg ved hjørnet af sit hus inde under tagskægget. Han hostede. Tobakshoste, tænkte jeg. Som prøver at grave sig ned i hans bryst. Godmorgen, mumlede jeg. Selv om jeg aldrig har talt med ham, og jeg hørte ikke om han svarede. Der er ingen andre på gaden endnu. Gadelygterne flakser i vandpytternes sorte spejle, det eneste sted der ellers er lys er i bagerens bagbutik. Og inde under vandet i rendestenen kan jeg høre mine egne strømmende skridt.
Jeg har været oppe siden halv seks. Værelset var koldt, mørket stod uden for vinduet som en sæk kul, og der var ikke en lyd i huset, kun regnen der slog mod taget. Uden at spise tog jeg min dyne om mig og satte mig over til chatollet, de sorte ruder stod bag mig, de strakte sig helt over til knoerne på min hånd, og den rystede så meget, at jeg næsten ikke kunne holde på fyldepennen da jeg skulle skrive Bjørns navn. Fire konsonanter, en enkelt vokal, fem skrøbelige bogstaver der følte sig frem på stankelbensstylter hen over papiret.
I hele den uge der er gået, har jeg været inde i en boble. Alene med mine tomme håndflader, alene med mit raseri og min stive, fortvivlede mund, som er inde under mit smil. Og uden for boblen var undervisningstimerne og lærerne, som hver dag sad ved katederet og talte, eller stod ved tavlen og skrev, som om vi alle sammen var lavet af ord. Uden for boblen var frikvartererne og alle de andre i klassen, som snakkede og pjattede og grinede. Uden for boblen var sangkoret tirsdag aften, den frivillige gymnastik om onsdagen, foredragsforeningen i fredags, og den fælles morgenmad med Adda og Lotte, når vi mødes hver anden morgen til ekstra hovedregning inden timerne begynder. Og uden for boblen, allerlængst væk var Bjørn. Som havde skrevet, at han var i fuld gang med at forberede sin rejse, og at han havde købt teaterbilletter til jeg skulle komme, og at det også regnede i København.
Teaterbilletter?
Dem kan han godt smide i skraldespanden, og nu da jeg står her under gadelygten foran postkassen og har fisket brevet frem, er regnen holdt op. Jeg ser på navnet og adressen på den hvide konvolut, jeg ser lige igennem konvolutten, jeg ser lige ind på de tre små sætninger, som har været inde i mig og er blevet mere og mere tydelige siden forrige søndag, da jeg stod og kiggede langt efter bagenden af rutebilen. Tre små splintrende sætninger, som jeg er nødt til at skulle have sagt, og som jeg nu kommer af med:
Jeg ved jeg har lovet at vente.
Men jeg har fortrudt.
Skriv ikke til mig.
Og resten af den historie er, at jeg slipper brevet og hører det lille bump. Den uigenkaldelige lyd mod bunden af postkassen buldrer mod mit øre som et tordenskrald. Og så vender jeg mig om og løber, det er ved at blive lyst, mine gummistøvler blæser af sted foran mig gennem vandpytterne.
The following two tabs change content below.