lørdag den 18. juli 2015

godartet fatale linjer den første time i Litteraturfestival Makedonien 2007


Beretningen er fra Litteraturfestivalen i Tetova, Makedonien 2007


Bosnien og Brcko nærmer sig. ja det er først til november 2013, men allerede nu tænker på Makedonien nov 2007, hvor jeg var til en anden litteraturfestival. 

Jeg oplevede noget højst interessant, da jeg landede nede i den luftlomme (lidt som Dk i 50'erne m/trist byggeri mm) til det vestlige Makedonien dengang. 
Vi skulle bo på Tetovas eneste hotel. 

Med det samme jeg var kommet til stedet, ville jeg ringe hjem og sige, at jeg var kommet godt derned. Jeg holdt og flyet holdt, hvilket er vigtigt når man er novice, når det kommer til længere distancer og fly.

 Men min mobil ville ikke. Ku være, der var endn slags telefonbutikker med bokse, jeg aldrig havde set nogetsteds, men som jeg tænkte: ku være.

Og ganske rigtigt og mirakuløst, 300 m fra hotellet var en lille boksbutik. 

Jeg gik ind. For enden af rummet sad en ung kvinde bag en disk. Og til venstre var der en række telefonbokse. Jeg spurgte hende om ikke "the landcode to Denmark was 0039" eller hvad nu cifrene var.

 Yes, svarede hun og gik videre med sine sysler. Inden hun nåede at svare mere, sagde den unge mand, der sad på en af stolene til højre på fejlfrit dansk, om jeg var fra Danmark.
 Han så aldeles meget lidt nordisk ud og til gengæld meget makedonsk. Ja, jeg er fra Dk.
 Og han rejser sig og giver hånd og fortæller-stadig på dansk- at han hedder Aref. 

Hans forældre har en grønthandlerbutik på Frederiksberg, men han selv var smidt ud af landet, savnede meget at ku vende tilbage. Men han havde altså lavet lidt forkerte ting, noget med nogle biler, der ikke var hans.

 "Mon ikke du osse har pandet en ældre dame en på hatten". 

Nej det havde han nu ikke. "Skal vi ikke gå ned og finde et sted og snakke videre," siger Aref så. Han vil give en kop kaffe. 


Vi kommer lidt ind på Kbh og skolen, han havde gået på.

 Jeg siger: "Nej, det er nu næsten lige meget, for jeg kender kun én skole i Kbh og dertil kun to lærere."

 Ja men han havde gået på Ny Carlsbergvejens Skole. Jeg: "Nå ja, men min bror er lærer dér, og det er derfor den eneste skole jeg kender, og min bror Walter er lærer, så derfor. 

Det sagde ham ikke noget umiddelbart. Jeg: ja den anden lærer, jeg kender, har jeg lige mødt i forb med min brors fødselsdag, som han holdt på skolen. Og han hed Troels Dalgaard.

 Aref: TROELS, det var min klasselærer, min bedste lærer, han hjalp mig gennem tiden, mens retsagen stod på. Han er fuldstændigt fantastisk. 

Vi snakkede videre..og det springer jeg over lige nu. Jeg tog et foto af Aref, og da jeg kom hjem, ku jeg sende fotoet på mail og FB til klasselærer Troels, som udover at blive glad, fandt det lige så underfuldt som jeg. 

Ved tilbagekomsten inden for samme time kommer jeg i venskabelig snak med Hakija Karic, bosnisk forfatter, og jeg beretter om min forgæves jagt efter en bestemt forfatterinde, som mit forlag (mit: jeg var og er bestyrelsemedlem af forlaget) ikke kunne etablere kontakt til. Og forlaget var i fuld gang med oversættelse af hendes digtbog. Gennem 3 år havde vi gjort alt, fx det naturlige at høre, om den danske oversætter kunne hjælpe.
Men alle veje var lukkede.
Jeg nævner så hendes navn over for Haki- og syadig inden for den første time i efter jeg nordbo var landet i dette land, jeg intet kendte til, udover at man havde været nødt til at sætte F.Y.R. foran Makedonien (fyr: tidligere jugoslavisk republik).  
"Ferida, brad?" gentager Haki, vi er allerede formaliserede brødre, brad.   
Ja men hende kender jeg da vældigt godt. Ferida bor i Sarajevo, og her er hendes adresse mm. 
Begge episoder inden for første time.  Lige efter, vi snakker minutter, møder jeg Jane Todd, amerikansk poet. Kalder sig kun J. C.. Hun spørger mig ret hurtigt inde i samtalen, om jeg kender Lynn Hejinian (stavet forkert her, sorry). Jeg fortæller hende, at den eneste bog jeg har siddet med i flyet var netop skrevet af Lynn H.
Det kan godt være, at de godartede skæbnemæssige krydsende linjer taber fart og møder deres klimaks før denne sidste situation.
men jeg oplevede flere tilsvarende ret så uforståelige (statistisk mod alm odds) træf. De er ikke med nu.    
Jeg mødte ikke andre nordisktalende, endsige nordiske mennesker overhovedet i mine fem dage i Tetova. 

Dog: den 3. dage traf jeg en svensker, der havde indlogeret sig på hotellet og jeg møder ham i vestibulen. Og han kommer ind på hvorfor han er i dette albansktalende hjørne af Ex-Jugoslavien. jeg ville aldrig have kunnet gættet det.
Han indkøbte metadon til den svenske stats statskontrollerede narkofixerum. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar