onsdag den 5. juni 2013

intro om jean Alonso


 
intro

III

Jean Alonso, som vi berørte forleden, halverede sin hustru og sin elskerinde hver dag. Først to halvdele, så fire fjerdedele, så otte ottendedele og så fremdeles. Sådan hed det sig. I det mindste billedligt talt og måske mere end det. Han  og hun levede som et artistnummer. Først blev hun savet over på langs og sat sammen igen efter forestillingen, på alle tidspunkter delvis eller helt restitueret. Man vil selvfølgelig kunne udpege sårdannelser: det lange længdesnit ville være længst frem i sin ardannelse og så dernæst det tværgående og noget yngre snit ville også rent lægearkæologisk kunne fastlægges til at være af nyere dato. De var tilsyneladende lykkelige for hinanden.
Var det basalt set  et illusionsnummer, eller var det en forbrydelse. Som med pigen Bernadette af Lourdes også dér kunne man være i tvivl: var det en autentisk historie. Havde hun set Madonna. Eller troede hun det kun.  Det er måske ikke der det ligger.

Det var efter fælles overenskomst, forekom det. 

Godt nok lå der en dobbelthed i Alonsos syn på det kvindelige. Indimellem, faktisk det meste af tiden følte han ikke at han havde forbindelse til verden. Han følte at han forsvandt. Rutinerne, de tynde tråde, fastholdt ham en smule. Hunden sku luftes. Maskinerne, der sku tømmes. Og netop den sang, De ved.  

 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar