tirsdag den 1. januar 2013

klip fra FB..om mediemagt mm

jeg klipper lige fra Facebook/ks: 

anders:
Kære Viggo! Lad mig starte med to citater:
1) I året 1998 profeterede Martin Krasnik følgende om henholdsvis EU og Det Europæiske Melodi Grand Prix: ”Når ØMUen om mange år er død, Schengen faldet og vinden piber gennem Kommissionens tomme kontorer, vil grandprixet bestå. Viva la Diva” (”Douze points”, Weekendavisen, 15. maj 1998).
2) Viggo Madsens bog ”Brandmand på to hjul” fra året 1966 starter på denne måde: ”Æblet standser sit fald mod jorden / pindsvinet skriger af angst. / Mine fodtrin vil for altid / være at finde i cementen”.
Og her 46 år senere er Viggos fine fodspor stadig at finde i intakt cement! Men i de samme 46 år har Den Fjerde Statsmagt – det gode, gammeldags dagblad – mistet fodfæstet: Det er simpelthen – sammen med den gamle grundlovs tre gamle statsmagter – blevet løbet over ende af Den Femte Statsmagt. (Se f.eks.:
http://blogs.bt.dk/kurtlassen/2012/12/28/da-nassetimm-tabte-bukserne/ )
Som selvbestaltet aktør for denne nye Femte Statsmagt – facebook og youtube og twitter og internetblogs plus det løse – vil jeg hermed profetere: ”Når Grækenland om 46 år for længst er blevet ekskluderet af EU og alle har glemt anmelder Skyum og vinden piber igennem det hedengangne Dagbladet Informations tomme kontorer i Store Kongensgade, vil Det Europæiske Melodi Grand Prix og Viggo Madsens digte bestå. Viva la Diva y el Viggo”! Så, kære Viggo: Lad dig ikke slå ud af at en enkelt sølle anmelder krydrer duften i døgnets rejsestald med at han fylder sin egen voksen-ble til bristepunktet. Snyd ikke os andre – og eftertiden – for dine fremtidige digte!


ikke os andre – og eftertiden – for dine fremtidige digte!





Kommentar: De sociale medier er langt mere end billeder af søde katte. De er en journalistisk magtfaktor.
Kan vi stole på det, vi læser på nettet? Ikke nødvendigvis. Det afhænger af, hvor vi hver især sætter tolerancetærsklen for troværdighed. Altså, lidt op til hver enkelt at klistre varefakta på den formidling, vi vælger at købe, bruge eller orientere os ud fra.
I julen fik vi behørig bevis for, at vi ikke kan stole på alt, vi læser i avisen. Og det var på nettet, på de sociale medier, sandheden buldrede frem.
Et læserbrev på debatsiderne i Politiken den 23. december havde sat sindene i kog på Twitter og Facebook. Så udgangspunktet var trods alt ikke en redaktionelt filtreret historie fra den journalistiske produktion. Men skrevet af en læser med navn og adresse. Timm Droese fra København, der direkte henvendt til politikere på Christiansborg gjorde det klart, at han efter endt medicinstudie havde i sinde at flytte til Schweiz for at praktisere sit fag, fordi han ikke ønskede at betale dansk topskat.
Derfra gik reaktionen nogenlunde forudsigeligt slag i slag med politikere, blandt andre Enhedslistens Pernille Skipper og Stine Brix, der reagerede på billedet af læserbrevet fra papirudgaven af Politiken, som ikke var offentliggjort online.
Sideløbende med den politiske fordømmelse af #NasseTimm, som det såkaldte hashtag eller fælles kaldenavn, Timm Droese straks blev behæftet med på Twitter, så alle kunne følge med i hver eneste update på netop den historie, tog de tunge Twitter-drenge over. Den selvbestaltede femte statsmagt besluttede sig for at gå den fjerde efter i sømmene.
I løbet af et døgns tid, og mens den digitale steppebrand af politisk stillingtagen og forargelse bredte sig i folkeforstand på både Twitter og Facebook, havde garvede Twitter-brugere gravet historiens rette sammenhæng ud.
Tweets og Facebook-opdateringer stillede spørgsmålstegn ved Timm Droeses eksistens. Blotlagde det mistænkelige i, at hans Facebook-profil var nyoprettet, at hans forældres identitet som læger ikke kunne bekræftes fra fagligt hold, at Timm Droeses navn sandsynligvis – og selvfølgelig da halvtredsøren faldt – var et anagram. Ved at bytte rundt på bogstaverne gav det mening: Mediestorm.
Og således kom et ellers tilstræbt og veltilrettelagt stunt for dagen langt hurtigere end det lettere analoge forsøg på at ruske op i debatkulturen. Stuntmageren måtte krybe til bekendelse og forklare sit ærinde langt hurtigere end tiltænkt. Koden knækket af selvsamme medieplatform, der skulle have bragt gimmicken videre. Fordi platformen også er selvkontrollerende.
De sociale medier rykker hurtigt. Er ikke højstemt forandringsparate eller omstillingsdygtige. De gør bare ting. Handler. Med uhæmmet og rå journalistisk kraft som en både researchende og afslørende instans. Ikke efter gængse redaktionelle kommandoveje og båret af velestimerede mediehuse, men som en anarkistisk græsrodsbevægelse rundet af trangen til at få indflydelse på nyhedsstrømmen, journalistikken og den redaktionelle beslutningsproces.
Så naturligvis skal etablerede medier tage Twitter og Facebook alvorligt. Både som konkurrent, journalistisk magtfaktor og redaktionel samarbejdspartner. I al sin skizofreni understøtter og udbreder de sociale medier budskabet. Men de udfordrer det også…
...............................

  • Kirsten Søltoft Klercke Jeg har for at sige det lige ud altid undret mig over Skyum (og andres beundring for ham). Han er ikke uden evner, men han har åbenbart den samme ambition som Brandes, der heller ikke var uden evner - sådan at skulle fremstå som forfatternes røgt og pleje-figur. At blive overrasket eller bare læse noget uforudset , brugen af gentagelser iberegnet, står ikke så højt i kurs, hvis man nu skal være meta-digter uden selv at gøre arbejdet på den måde, han gør det. At vide, hvad det koster at skrive, hører ikke til denne anmelderpositionering. Hvilken film, indbildning er mon Skyums personlige fantasme? Han kan jo - ikke så godt - udtale sig som andres, åbenbart. Det skal du rent ud sagt skide på, Viggo Madsen. Og ligesom andre bliver hans nedgørelse en opfordring for mig til at læse din bog. Da jeg har læst andre og synes, det er godt, vil det heller ikke være svært i øvrigt.

  • Ingen kommentarer:

    Send en kommentar