onsdag den 9. januar 2013

Kapt-note 10.jan b

"Jeg elsker dig/jeg elsker osse dig." Det er jo umuligt at sige uden at tabe det hele. Ikke. Og nej. Men du kan ikke være inde i den boble, før du må ud og kikke på boblen. "Elsker Osse Dig"-refleksen, som verden og luften og den anden forlanger/vil have som kvittering. Så bliver det en kvittering.

Endog pant. Nordenfjords og søndenfjords er det ikke muligt. Det ved vi. Jorden er ikke til det. Gott sei dank måske. Jeg forestiller mig tit i Kaptajnsmunderingen, at jeg må tale til mig selv med almindelige officiantsøjne for at nå. Og jeg gør det ikke for et publikums skyld, netop ikke, men over for sig selv skal afstanden laves for at kunne se på sig selv. Mig selv/sig selv. Det er relationen. ”Mig selv” bliver allerede inde i boblen ”Sig selv” Det ene er: jeg må vippe frem og tilbage inden i og uden for boblen. Klinisk sagt: jeg må komme tættere på denne jegkrop ved at tænke sig/ mig væk, hænge ude i luften og tilbage. Hvem skal attestere og konfirmere dette tætte, at det muliggjorde mødet. Ingen. Det er en partikel, der fiser rundt i en cern-kreds. Og så altså det tætteste, der tilbydes i ordudvekslinger.

I mange af mine noter må jeg vælge en anden uniform end den, jeg tilfældigvis allerede har på. Tænke mig i jakke og slips eller andet smålatterligt. En alpehue, hold nu op. Og låne navn af noget andet. Ikke for din skyld,ikke for publikkens skyld, men for min egen.

(Andetsteds har jeg omtalt antropologens problem med sin genstands beskrivelse. Hvor tæt på genstanden, hvor langt væk fra forskningsgenstanden. At være indoptaget uden afstand og derved ingen mulighed for at beskrive gruppekroppen, man jo netop er in-korporeret i. Korpus. Uden afstand er man en del af det system, der skal beskrives. Det er ikke analogt med indledningen, sådan, og dog, for alligevel anskueliggør det  antropologens paradox og umulighed, som muligvis er enhver kommunikations uløselige dilemma. At enten gå ind i det, der skal beskrives & forstås - eller stå udenfor i sin ”gamle verden og dens jorde” og på distancen beskrive emnet. Jeg har indimellem brugt navnet Steno. Ved ikke, om det hjalp overhovedet.

  En god ven og jeg havde en meget fortrolig samtale i går. Han skrev tilbage og ville ”afgive løfte, om naturligvis aldrig fortælle det nogetsteds”. Jeg behøvede ingen bestyrkning. Løftet i skrift fik
heller ikke tilført kraft ved at blive sagt. Tværtimod. Ordet sorgproces har en distance til dets indhold. På det nærmeste burde ordet skamme sig over den kødløse blege, matte slaskedukke af et ord, der ikke kan transportere mere end 3 stavelser blop-blop-blop-daktyl (og jeg ser bort fra tonen af terapeut og coach
og spykolog og se nu fremad).  Jeg ved godt at læseren selv antænder ord som dether i forhold til egen situation. Men det er for lidt , for let, for illoyalt. Kan man ikke skamme på et ord.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar