Kaptajnen noterer lidt om sit besøg af tidl. adjudant

Havde besøg af min gamle adjudant, Harmut Schmith,
så  traurig i sine træk som altid.

 Han lever sit liv ved at læse alle typer dødsannoncer og mindeord.

Jeg ville ha fortalt om historien om de barkede hænder, der har mistet huden, rorgængeren, som ku været malt af Delacroix, rorgængerens manglende hvide liljefingre, farven, ikke fingrene, at de skyldtes i lige så høj grad for lidt selskabelighed. (regi: håber han optog min venlige analogi i bedste mening) Havde han ellers været parat til lidt modstand mod Alt. Noget. (subtilt, uddyber i protokol 12). 

Jeg tænkte hele tiden på adjudants Schmiths apparition. (...)

Han er for  gennemsigtig som  havde vandet lukket sig over de spor, tiden havde sat.

For tiden eller livet må have været et eller andet sted, men ikke hos ham.

Jeg gav en god frokost i den smukke pavillon, forskellige postejer, udelukkede fra fugle, krams-, fasan- og vagtler.
Bagefter forærede jeg ham mit gamle regimentcigaretsølvetui. Den eneste vits, jeg nogensinde hørte undslippe hans mund, var, at en dag vil det blive umoderne at have bydetobak, og folk ville være sig selv nok.
Vi snakkede litteratur og bøger. Og fandt begge dele parodisk. Dette, som han sagde, at ville lave selskabslege og lade som om det slet ikke var en illusion hvad der foregik på scenen eller i bøgerne.

 

 Vi kunne blive uenige om meget men ikke dette.  "Men vores soldaterliv kan ikke reproduceres, gengives eller genopføres og hvorfor sku man osse det." "Nej, og det var ingen illusion."

Jeg fandt min bedste pibe frem og snart var det tid for afsked.  "Det er en operette", sagde jeg, "men blev afbrudt. ..