onsdag den 6. juni 2012

BREV 46. om et flystyrt

Hej Ib, jeg skal bare lige prøvet det her computer og mail  godt og grundigt af. Men det er sgu da fikst.

Du skal lige høre hvad jeg oplevede for fjorten dags tid siden:
En dame, der har haft sine forældre boende her i byen, havde åbenbart suset igennem huset, mens jeg sad velanbragt nede i kælderen.
Hun brummede et hallo, som til sidst nåede frem. "Du har lys på bilen."
Bilen, du ved, står jo parkeret på min faste p-plads over i kirkens æblehave.
Jeg smuttede op i den friske luft, ja nærmest krappede mig op, fordi hun snakkede fortsat og højt, ikke kvidrede - tre gange eller syv gange: "Du har lys på bilen." Og jeg forklarede, efter at have sagt tak, at tyske biler, der efterlades parkeret og som er sat til at dreje til den ene eller anden side, giver parkeringslys fra sig i fx højre side. Det hjalp ikke noget.
Det kom igen, beskeden om lys, vel et par gange, så sprang hun over i at hendes forældre, som i parentes bemærket var mine gamle genboer og nu døde og borte, skulle være ”taget fra” (underforstået af Vorherre forstod jeg lidt efter lidt) "et par år inden".
Jeg spurgte til hvorfor, og tre gange kom det samme bare uden svar på spørgsmålet. Til sidst kom det så: -"De gik hinanden på, men det skjulte de jo over for jer."
 Hun havde været oppe på kirkegården med blomster. Så sprang hun igen i emnet, da hun kunne se, at jeg prøvede at krabbe (b ellel p?) væk.
 "Du ved, Poul Ole, den gamle fyr jeg kommer sammen med og har gjort det i tyve år, han mistede sin søn ved den flyulykke i Svejts forleden."  
 "Å som han da fik en smuk død".
Ja, det er da en skøn død, hvis det bare går stærkt, puttede jeg på.
" Ja de blev fundet sammen i flysædet bagefter". Jeg prøvede med et ”hvem?”, fordi jeg forestillede mig et kærestepar, som de unge på Tåsinge, Sixten og dame, der skød sig i panden i kærlighedens helligste navn.
Jeg fik ikke rigtig svar på det. Men så kom en ny vinkel, og det er den, jeg sådan holder af. "Men han fik sat sig spor."
Og nu var jeg jo mindst sagt en smule spændt. ”Han”, altså den nu pludseligt afdøde, ”startede jo Glemming Hegn og Stakitter, og de står jo alle vegne”.
Og nu sidst var de så osse gået over til at lave afskærmninger mod støj. 

Og der er jo ikke noget i vejen med hegn eller flagstænger eller tøjbændler og wa fan.
Og heldigvis ka der da blive et spor at sætte for os alle. Selv den hund, jeg ikke har, ville have sat sig spor i de katte, den kunne have skræmt væk. Jeg ved det ikke. Men spørgsmålet kører en smule videre i hovedet. Enhver ruller sin sten op ad bjerget. Og den tid der går godt, kommer jo ikke skidt tilbage, som der står i sangen. Og hvad er vigtigst i verden, det er måske, at have været en for andre: At have besøgt en gammel tante - uden at fjerne den dyre violin hun har på væggen, og som hun godt nok og alligevel ikke skal spille på hinsides. 
Det er da mere værd end sin egen vægt ... Jo, det må man jo sige. 


Kurt       (jeg sender dig mit nye nummer, nej jeg ringer, så får du det lige. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar