Denne dags lille forundring.
Låner sommetider en halv meter bøger af forskellig herkomst og under læsning, går selektionen ret hurtigt i gang, og ofte ryger 70% næsten strax ud med badevandet.
Får undertiden tilsvarende en halv meter aviser. Faldt i ældre avis over klausuleringssnak i fobindelse med testamentariske ønsker fra afdøde forfattere. Her drejede det sig som bl.a.Villy Sørensen, der ønskede pænt stort låg lagt på dagbøger og breve.
Og Mark Twain ønskede en meget lang klausulering. Argumentet kunne være beskyttelse af privatliv, eget og og efterkommeres, og det det kunne være frygten for at privaterierne tilbagekastede et uønsket lys på det publicerede forfatterskab. Klausulering giver juridisk beskyttelse, sagen er båndlagt. Men hvad med bøger, der er ønsket slettet af forfatterskaber, men som så ikke er ”tinglyst”.
Ivan Malinovski eksempelvis slettede bøger af forfatterskabet. Skal det respekteres? Jeg mener jow. Jeg vil mene det er en del af forfatterskabets oevre, at hvad forfatteren ønsker skal stå som forfatterskab, det er forfatterskabet. Ligesom kladder undervejs til en bog, og som er smidt i papirkurven ikke tilhører det publicerede værk, når vi taler værkvurdering. Er aspektet ikke værk, men en vurdering af et liv, så er det fint nok. Men kan litteraturforskningen uden videre se bort fra det klart fremsagte ønske, uanset om det står som ”tinglyst dokument”? Det vil jo stadig netop få indflydelse på den samlede udgivelse, hvis man så alligevel forgriber sig på det forfatteren har ønsket IKKE skulle være en del af værket. Det nærmer sig så diskussionen om det værkinterne og en mere litteraturhistorisk tilgang. Sådan teknisk set. Men hvor er det etiske i sagen henne? Ejer forfatteren ikke suverænt selv sit værks mentale stof? Copyright og droit moral til sit værk?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar